Mit liv som tumling
Livsforløb

Kundeliste

Mit liv som tumling


Her er min foreløbige livshistorie. Foreløbig fordi jeg stadig forventer mig meget af livet. Min historie indeholder alt fra et lykkeligt kernefamilieliv i Jylland til en deprimerende periode med angst i storbyen. Jeg har både mistet en far og et barn, både arbejdet med stomi og haft stomi, og så har jeg mødt kærligheden to gange. Men mest af alt har jeg som en tumling energisk og livligt tumlet omkring, og taget ved lære af livets udfordringer.


Da jeg var 16 år, mødte jeg manden i mit liv. Ham der skulle være far til mine børn. Jeg var ikke i tvivl, og det var han heller ikke. Vi hang sammen som ærtehalm. Vores forældre var temmelig skeptiske og mere end antydede, at vi ville have godt af at prøve andet her i livet. Men de talte for døve øren. Vi gik på samme gymnasium og var sammen i alle frikvartererne og i fritiden. Vi var uadskillelige og trivedes godt med vores valgte afhængighed. Efter studentereksamen tog jeg til Schweiz som au-pair pige for dog at have prøvet lidt i livet. Jeg sagde altid, at jeg ikke ville risikere at sidde som fyrreårig og være bitter over alt det, jeg var gået glip af som ung. Og hvad skete? Jeg mødte naturligvis en skøn franskmand. Men da jeg 10 måneder senere rejste hjem, valgte jeg for anden gang i mit liv min første kærlighed i Danmark. To dage senere stod Eric, min franskmand, i døren og ville have mig med tilbage. Jeg havde været meget i tvivl, da jeg tog hjem, for jeg holdt uendelig meget af Eric. Og lige pludselig blev min tvivl og mit valg sat på prøve igen, og jeg stod endnu engang over for den mulighed at vælge om. Jeg vidste, at jeg kunne få et godt liv med begge, men valgte for tredje gang trygheden og det kendte. Så Eric tog tilbage uden mig. Han spøgte i lang tid i mine tanker, men jeg stod fast på mit valg og tog konsekvenserne.


At miste sin søn

Min danske kæreste og jeg flyttede sammen i en lille ejerlejlighed, og jeg begyndte på min uddannelse som lærer. Da jeg var færdig, rejste vi til Jylland og fik vores første hus, som vi knoklede for at sætte i stand. Vi havde begge et arbejde, som vi var rigtig glade for. Jeg havde været så heldig at få ansættelse på en helt ny fremsynet skole i Aalborg og havde dejlige klasser og gode kolleger. Det var en herlig tid med overskud på alle måder. Et lille års tid efter blev vores første barn født. Ønskebarnet. Jeg husker tydeligt, at jeg dengang ofte tænkte på, at jeg aldrig havde troet, at man kunne være så forfærdelig glad for nogen eller noget. Jeg elskede vores lille dreng så fuldkommen ubetinget og var så lykkelig, at jeg af og til måtte knibe mig i armen. Derfor var det mit livs største chok, da han som ca. et år gammel fik konstateret kræft.

"7 operationer og 30 strålebehandlinger fik han, inden han døde lidt før sin 4 års fødselsdag."

Kræften sad i noget muskulatur på ryggen og det første lægen fortalte os var, at den var så sjældent og ondartet, at vores dreng formentlig kun ville leve nogle måneder endnu. 3 måneder inden dette var min far død af lungekræft kun 51 år gammel. Forestil dig, hvordan det er at være 27 år og stå med den besked i hovedet og barnet på armen. Heldigvis var vi, selvom vi var meget unge, rigtig gode til at takle situationen. 7 operationer og 30 strålebehandlinger fik han, inden han døde lidt før sin 4 års fødselsdag. Kræften havde til sidst bredt sig til hovedet, så han nåede at blive opereret i hjernen to gange, inden vi sammen med en læge besluttede, at nu skulle han have lov til at dø i fred. Han døde hjemme den 10. december om morgenen i armene på sin far. Aftenen forinden havde han lagt en lille gave til os og sin lillebror i julesokkerne, som hang ved vores senge. Jeg tror, han sagde tak og farvel for denne gang. Og den lille røde trægris, som lå i min sok, har, som enhver kan forestille sig, en særlig plads i mit hjerte Når man har stået i den situation, får livet en anden dimension, og når jeg ser billeder af mig selv fra dengang, ses det tydeligt, at jeg blev ti år ældre overnight.


Min lille punker blev til en nisse

I tiden derefter var jeg så meget i sorg, at havde vi ikke haft “lillebror” på bare 10 måneder, så havde jeg nok ikke orket at leve mere. Tilværelsen gav ingen mening. Jeg holdt op med at spise og vejede på et tidspunkt kun 49 kg. At miste sin forholdsvis unge far var et stort tab, men dog en naturlig “rækkefølge”. Faktisk nåede jeg næsten ikke at sørge over ham, før rædselen over det, vi nu skulle igennem, tog over. At miste sit barn er på alle planer helt forkert og helt ubærligt. Jeg troede af og til, at jeg ville dø af sorg, men venner og familie gjorde alt for at holde mig i live. Ind imellem var det meget svært at være en helt almindelig familie, der blot var blevet reduceret til 3. Det var svært at skulle leve et normalt liv, når alting var så unormalt. 7 år før var min elskede onkel, som var en slags reservefar for mig, faldet ned med en flyvemaskine under indflyvningen til Kennedy lufthavnen. Han efterlod sig en kone, to små børn og en i vente. Det var en tragedie for os alle i familien, og jeg var sønderknust. For første gang i mit liv fik jeg en følelse af ikke længere at være beskyttet mod noget ondt. Men dengang troede jeg, at al den sorg og ulykke var en engangsforestilling, og at alt herefter nok skulle gå godt. Jeg skulle senere blive klogere.

"Jeg havde under hans sygdom svoret over for mig selv, at jeg ville prøve at skrive om, hvordan det var at leve med et sygt barn, så derfor satte jeg mig ned og skrev bogen: “Min lille punker blev en nisse”."

Efter vores barns død flyttede vi tilbage til København for at starte på en frisk. Men jeg savnede alle de mennesker, der havde været omkring mig under hans sygdomsforløb, og jeg var i en slags ingenmandsland. Jeg havde under hans sygdom svoret over for mig selv, at jeg ville prøve at skrive om, hvordan det var at leve med et sygt barn, så derfor satte jeg mig ned og skrev bogen: “Min lille punker blev en nisse”. Det var en slags terapi, som også hjalp mig til at komme ud af ingenmandslandet. Jeg kæmpede og græd mig igennem siderne, og det tog det meste af et halvt år. Det var svært på flere planer. Blandt andet fordi jeg ikke syntes, jeg kunne skrive. Men på trods af en gammel skriveblokering, jeg gjorde det alligevel. Og bogen blev skrevet blot for at komme til at ligge i skuffen og vente på, at nogen måske engang fik lyst til at læse den. Dér lå den i 20 år, indtil lillebroderen var blevet så gammel og moden at han havde lyst til læse om sin afdøde storebror, om vores liv dengang og sin egen svære start på livet.


Angst for angsten

I denne periode arbejdede jeg som seminarielærer, hvor jeg underviste i mine linjefag, idræt og formning. Vi fik endnu en søn, og da han var 4 måneder gammel, fik jeg det første voldsomme angstanfald. Jeg sad lige så stille en aften med ham i armene og så fjernsyn, da angsten kom som lyn fra en klar himmel. Jeg troede simpelthen, at jeg skulle dø. Jeg var alene hjemme med børnene og gik i total panik.

"Det stod på i 3-4 år med tilbagevendende natlige angstanfald, angst for at gå i byen, angst for at være alene. Angst for at dø. Angst for angsten."

For hver time der gik og for hver dag der gik i den følgende tid, fik jeg det værre og værre, indtil jeg nærmest lå på bunden af sindet og rodede. Det stod på i 3-4 år med tilbagevendende natlige angstanfald, angst for at gå i byen, angst for at være alene. Angst for at dø. Angst for angsten. Alle naturlige følelser var som pakket ind i vat og skumgummi. Jeg kunne ikke rigtig mærke noget. Kunne ikke mærke min hud, når jeg rørte den. Omverden føltes uvirkelig. Følelserne kunne ikke føles. Kun smerterne føltes virkelige. I dag tror jeg, at tilstanden bedst kan beskrives som en zombietilstand. Jeg gik i terapi i ca. 4 år og fik det kun langsomt bedre. Mange, mange gange var jeg ved at opgive, fordi jeg simpelthen ikke troede, at jeg nogensinde ville få det bedre. Vores ægteskab holdt, men jeg må ikke have været særlig sjov at være gift med! Hvordan det lykkedes mig at få et job i et managementfirma som designer, mens jeg havde det så dårligt, er i dag ikke til at forstå. Jeg kom fra den offentlige sektor til den private, og alt var som nat og dag. Jeg forstod simpelthen ikke, hvad der foregik, kendte ikke koderne og sproget. Så jeg trivedes ikke i jobbet og stillede lidt for mange spørgsmål. Efter min mening var der ikke overensstemmelse mellem det de/vi sagde udadtil, og sådan som de/vi opførte os indadtil. Desuden var sexchikane en del af kulturen i firmaet, noget jeg fandt latterligt, og som jeg ikke undlod at kommentere. Efter 8 måneder var de så trætte af mig, at de fyrede mig på gråt papir. Det havde jeg aldrig regnet med. At nogen kunne fyre mig. Det kom som et chok, og jeg var bundulykkelig og vred i flere måneder. Men uden det ’los’ var jeg aldrig begyndte at tænke i andre baner. Efter mange overvejelser om, hvad jeg skulle bruge min uddannelse og mit liv til, besluttede jeg mig for at starte mit eget firma. Kun meget få mennesker vidste, hvor dårligt jeg i virkeligheden havde det i hele denne periode. Ikke engang min nærmeste familie vidste helt, hvor galt det egentlig stod til.


”If you can dream it, you can do it”

Jeg tror, det var vigtigt for min selvopholdelsesdrift ikke at vise omverdenen min tilstand. På den måde blev det helt og aldeles min egen kamp, og måske troede jeg ikke på, at nogen overhovedet kunne hjælpe mig. Min bedste veninde og min mand var de eneste, der fik adgang til mine rædselskabinetter. Set i bagklogskabens ulideligt klare lys, burde jeg have haft meget mere professionel hjælp, men måske var tiden en vigtig faktor i helbredelsen. Jeg vendte langsomt tilbage til livet, men forløsningen til det gode liv kom først mange år efter. Måske lagde angstanfaldene og depressionen, som det vel var, grundstenen til et bedre liv, hvor underligt det end kan lyde. Efter fyringen besluttede jeg mig som sagt for at starte mit eget firma.

"Man ved, at sindet hader uafsluttede opgaver, og denne ide om at lave kurser havde jeg nok på et ubevidst plan altid drømt om."

Grundidéen var, at der skulle mere kreativitet ind på uddannelsesinstitutionerne og i erhvervslivet. Noget havde jeg jo lært i managementfirmaet! Det lykkes mig at få et studieteknikkursus op at stå på DTU og få foden indenfor i erhvervslivet ved at lave nogle innovationskurser for DIEU(Danske Ingeniørers Efteruddannelse). Det blev startskuddet til meget hårdt arbejde og stor succes med mit firma. Jeg fik mange kunder og udfordrende opgaver, noget jeg ikke i min vildeste fantasi havde drømt om kunne lykkes, da jeg var længst nede. Og dog… jeg husker en dag midt i depressionen, hvor jeg pludselig sagde til min mand: “Nu ved jeg, hvad jeg vil. Jeg vil lave kurser for erhvervslivet.” Han kiggede sødt på mig, men har sikkert tænkt:” Du godeste, hvad tænker hun dog på!” Man ved, at sindet hader uafsluttede opgaver, og denne ide om at lave kurser havde jeg nok på et ubevidst plan altid drømt om. ”If you can dream it, you can do it”, var et udtryk som jeg senere kom til at tage til mig som mit eget…selvom det er Walt Disneys’. Vi fik herefter nogle gode og stabile år og levede et helt almindeligt familieliv, og vores to drenge trivedes.Vi rejste en del og arbejdede begge med vores firmaer, som gik godt. Jeg havde kunder nok, og jeg udviklede et koncept omkring studieteknik, som blev efterspurgt på flere universiteter. Desuden blev jeg mere eller mindre fast konsulent i et firma, der producerer engangsartikler til hospitaler. Det viste sig, at jeg var forbavsende god til at finde ind til kernen af problemer i et produkt, og jeg var i stand til at komme med løsningsforslag eller få eksperterne til at tænke i nye baner. Jeg fik igennem årene sat mine fingeraftryk på mindst 12 forskellige produkter. Især arbejdede jeg med udvikling af stomiposer, herunder slanger, lukkemekanismer og hudklæbere. Noget der senere skulle vise sig at være nyttig viden.


Gensyn med stomien

Jeg tog på det tidspunkt selv en del på kursus for at blive opdateret og for at styre min iboende nysgerrighed. En aften oplevede jeg på sådan et kursus en “styrtblødning” og besluttede mig for, at jeg ikke længere gad have al det bøvl med mine menstruationer. Derfor bestilte jeg tid på et privathospital og fik fjernet min livmoder. Men jeg kom mig ikke rigtigt oven på operationen, som tilsyneladende var forløbet helt efter bogen. Faktisk fik jeg det værre og værre. Jeg blev undersøgt igen og igen, men man kunne ikke finde ud af, hvad der var i vejen. Der var nu gået 3 uger, siden jeg var blevet opereret, og jeg oplevede, at livet lige så stille var ved at sive ud af mig. Lægerne var bekymrede, jeg var bange, og min mand var rædselsslagen, selvom han prøvede at skjule det for mig. I desperation og fordi de ikke anede deres levende råd, klippede lægen ved endnu en undersøgelse min syning op for at tømme noget formodet pus ud. Jeg var ikke bedøvet og var ved at bide hele kanten af en brækbakke, fordi det gjorde så afsindigt ondt. Det korte af det lange er, at han i den undersøgelse kom til at perforere min tarm, så de måtte anlægge en midlertidig colostomi. Og selvom jeg kendte “alt” til stomier, var det alligevel chokerende. Jeg var så langt ude, at jeg inden operationen rent faktisk overvejede at give slip under operationen for at få fred. Men min mand og en sygeplejerske talte mig lige inden operationen ind i livet og jeg besluttede at holde fast, at holde ud.

"Eftersom jeg havde mit eget firma og i hele den periode var sygemeldt, kostede den oplevelse mig næsten et års indtjening."

Jeg skulle have stomien i et halvt år for at give hele området ro, inden de kunne re-operere mig – eller lægge tarmen tilbage, som man siger. Eftersom jeg havde mit eget firma og i hele den periode var sygemeldt, kostede den oplevelse mig næsten et års indtjening. Jeg fik erstatning fra patientklagenævnet ca. et helt år efter, men sad alligevel tilbage med en ordentligt økonomisk tab, da man kun dækkede halvdelen af min skønnede indtjening for det år. Det “hul” i økonomien slæbte jeg rundt med i flere år efter. Det positive i historien er, at jeg fik produceret en videofilm, betalt af stomifirmaet om, hvordan det er følelsesmæssigt at leve med en stomi. Og siden hen har jeg brugt filmen til undervisning af kommende sygeplejersker.


Kærligheden der rustede efter 32 år

Da jeg var ved at være ovenpå efter re-operationen, tog min mand og jeg ud at rejse. Fin tur til Ægypten i januar. Samme sommer fornemmede jeg, at min kærlighed til ham langsomt men sikkert var sat på stand by. Jeg havde altid troet, at vi skulle opleve livslang kærlighed og blive gamle sammen, så jeg håbede på, at kærligheden ville komme igen. Og at det kun var noget forbigående. Det blev efterår, og på endnu et kursus løb jeg og legede med en bold. Og bang, så knækkede min akillessene. Sat ud af spillet igen. I gips i 6 uger. Og endnu engang skete der et uheld. Ved sammensyningen af musklen var man kommet til at sy en nerve med, som derfor sad i klemme og gjorde rigtig, rigtig ondt alle døgnets 24 timer.

"Hvor var tumlinge-Anette? Hun var væk. Og her knækkede filmen for min mand. Han indledte derfor et forhold til en anden kvinde."

Jeg var så indebrændt og edderspændt rasende på alt og alle, at jeg sikkert har været ulidelig for mine omgivelser. Det var, som om mine ressourcer på alle planer var brugt op sammen med den kærlighed, der havde båret os igennem så mange svære ting. Jeg begyndte efter hård, hård genoptræning at kunne gå ved juletid. Men det havde kostet! Mange tårer, stor bitterhed på livet over alle mine uheld og en ligegyldighed havde sneget sig ind i mit liv. Jeg kunne ikke genkende mig selv. Hvor var tumlinge-Anette? Hun var væk. Og her knækkede filmen for min mand. Han indledte derfor et forhold til en anden kvinde. Jeg tog til Østen for at give ham fred til at beslutte sig for, hvad han ville med sit liv. En uge efter min hjemkomst tog vi den mest alvorlige samtale i hele vores liv. Han troede ikke længere på, at jeg nogensinde kunne komme til at elske ham igen. Derfor flyttede han over til sit nye bekendtskab og efterlod huset og børnene til mig. Det næste år var utroligt hårdt, fordi der var så meget rod i økonomien, at jeg ikke vidste, om jeg kunne få enderne til at hænge sammen. Jeg var så utrolig ked af det, mest fordi alle mine illusioner om det livslange forhold bristede. At skilles efter 32 års samliv med alt det, vi havde været igennem, var meget svært. Og den dårlige samvittighed overfor børnene skulle vi begge lære at leve med. Det var det eneste, der var “utilgiveligt”, men det, der gjorde allermest ondt.


Mit andet liv

I året efter skilsmissen forsøgte jeg at leve mange af mine drømme ud. Det indebar at jeg mødte mange spændende og interessante mennesker, som jeg ellers aldrig ville være kommet i kontakt med. Blandt andet fordi jeg kastede mig ud i nye ting og tog af sted til steder, hvor jeg aldrig før havde været. Jeg datede og fik indhentet lidt af de oplevelser, man ikke har som “godt gift”. Og halleluja hvor havde jeg mange sjove og positive oplevelser. På en af mine udlandsrejser havde jeg en overnaturlig oplevelse af at få lov til at leve to liv i det her liv. Det ene havde jeg levet med mand, hus og børn og et helt nyt liv ventede på mig. Hvad det helt ville komme til at indeholde var jeg ikke sikker på, men jeg håbede at få lov til at opleve kærligheden igen. Der gik præcis 1 år, 1 måned og 12 dage efter skilsmissen, før jeg mødte den igen. Det skete på en fotosafari, som jeg kun tog med på, fordi jeg i en drøm havde set, at jeg ville møde “manden” på den tur. Og ganske rigtigt. “Tilfældigvis” havde han ugen før bestilt den tur. Sammen med ham har jeg fået lov til at opleve den modne kærlighed. Den, hvor begge ved, at man ikke kan lave om på hinanden. At man må elske hinanden, sådan som man er. Hvor bagateller virkelig ignoreres, og hvor overbærenhed ikke koster én noget. Hvor man ved, at kærligheden skal fornys hver dag, og at den ikke kan eller skal tages for givet. Og sidst men ikke mindst: Hvor man er villig til at give slip på den anden i kærlighedens navn. Vi er ikke længere sammen den dag i dag, men havde nogle sjove og spændende år sammen.

"Den største udfordring er at kunne være til stede i nuet. Det er så let at sige, men så svært at efterleve."

Årene går og mange spændende mennesker og oplevelser er en del af mit liv, og vil nok altid være det, fordi jeg trods alderen stadig forventer mig meget af livet og har bevaret nysgerrigheden. Den største udfordring er at kunne være til stede i nuet. Det er så let at sige, men så svært at efterleve. Men jeg gør mig umage. Også for at værdsætte alt det jeg har, for at huske at sige tak og for at glæde mig over hvert sekund, hvert minut, hver time, og hver dag jeg lever.